Cosmere fortsætter med at vokse sammen, og Isles of the Emberdark er nok den bog, hvor det for alvor føles som at se universet blive til noget MCU-agtigt — altså ikke bare delte magisystemer og easter eggs, men en fornemmelse af at trådene rent faktisk hænger sammen.

Bogen er en direkte opfølger til novellen Sixth of the Dusk, og handlingens rygrad er hovedpersonens forsøg på at forhindre sin hjemplanet i at blive overtaget af scadrianere fra Mistborn-universet. Undervejs finder han vej til Shadesmar, hvor størstedelen af historien udspiller sig — og det er her, bogen for alvor finder sit ben at stå på.

Det der virker

Det jeg godt kan lide, er at sejren kommer gennem snilde og viden frem for teknologisk overlegenhed — det er ikke endnu en historie om at vinde med bedre våben. Sanderson holder også fast i en æstetik, der ikke bare bliver “industriel fremtid,” selvom historien reelt foregår i en moderne tidsperiode i Cosmere-kronologien. Det giver bogen sin egen stemning, selv når den trækker tråde til resten af universet.

»Det føles for alvor som at se universet blive til noget MCU-agtigt.«

Det der halter

Hvor bogen halter, er som selvstændig fortælling. Den lever mest af at servicere den større Cosmere-mytologi, og birollerne får ikke helt lov at stå på egne ben — dragen i historien føles mere som en reference til en anden, allerede kendt figur, end som sin egen karakter. Det er fint, hvis man er der for referencerne. Mindre fint, hvis man leder efter en historie, der kan stå alene.

Konklusion

Isles of the Emberdark er bedst til dem, der allerede er dybt inde i Cosmere, og som gerne vil se trådene blive bundet sammen. Er du ny hos Sanderson og leder efter en historie, der kan stå alene, er det ikke her, du skal starte.