Endnu en tur ind i Avatar-universets fortid, denne gang med Yangchen — Avataren før Kuruk, og dermed en, der levede nogle hundrede år før Aangs historie. Jeg er stadig lige så vild med at få uddybet linjen af tidligere Avatarer, og Yangchens usædvanligt stærke forbindelse til sine forgængere lovede noget spændende at bygge videre på.

Det der halter

Problemet er, at verdensbygningen føles fladere end i andre Avatar-historier, og selve idéen om det særlige bånd til de tidligere Avatarer bliver introduceret uden nogensinde for alvor at blive udfoldet. Yangchen selv føles mere generisk end egentlig splittet, og skurkene er drevet af ren grådighed uden nuancer — birollen Kavik får heller ikke rigtig nogen personlighed ud over sin funktion i historien.

»Klimaks-truslen læner sig op ad ren bending-styrke — hvilket underligt nok modsiger seriens eget tema om at strategi slår styrke.«

Konklusion

Underholdende nok for Avatar-fans, der er ude efter mere lore, men skuffende i forhold til seriens bedre bøger, når det kommer til dybde, karakterudvikling og tematisk sammenhæng.